Havrebjerg Valgmenigheds kirke, der blev bygget af den nydannede grundtvigske frimenighed i 1904, har gennem alle år været samlingssted for den frie menighed.

Hvordan blev den bygget?
Svaret ligger i historien. Den fynske bonde Ole Peter Holm Larsen fra gården Skræppenborg rejste sammen med andre i 1830'erne rundt og holdt "gudelige forsamlinger", hvor de talte om sjælens frelse. Mere og mere talte de samtidig imod statskirken og krævede større kirkelig frihed. Grundtvig brød sig dengang ikke om de gudelige forsamlingers folk, skønt han forsvarede deres borgerret til at samles frit. Med tiden kom de til bedre forståelse med Grundtvig, ikke mindst takket være folk som Jacob Christian Lindberg, som både forstod de vakte og Grundtvig.

Grundtvig selv var utilfreds med den officielle kirke, fordi mange præster efter hans mening ikke holdt sig til ritualet, ja, de gjorde vold mod trosbekendelsen ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren. Grundtvig kunne ikke holde ud at være i kirke med rationalistiske præster - og han forlangte, at mennesker skulle være frit stillet med hensyn til, hvor de ville gå i kirke. Han ville - ligesom bøndernes stavnsbånd blev løst i 1788 - nu opnå, at de også kirkeligt kunne løses af sognebåndet og frit slutte sig til en anden menighed. Omsider blev i 1855 denne frihedsret opnået ved loven om sognebåndsløsning, et stolt fremskridt for det endnu så unge folkestyre.

Det må være rigtigt her at bemærke, at Grundtvigs første disciple indenfor præstestanden faktisk kom til at virke på Sjælland, idet grev Holstein på Holsteinborg her i det sydvestlige hjørne af øen var stærkt grebet af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Han benyttede sin ret som "kirkepatron" til at få placeret en række yngre præster i embederne omkring Holsteinborg. De må regnes for de første grundtvigske.

Det var peber i næsen på den konservative og af væsen fornemme biskop over Sjælland, Jakob Peter Mynster (1775-1854), som var Grundtvigs svorne modstander. Mynster fnyser i sine visitatsbøger, når han har været på besøg hos disse præster i det område, han benævnede "Det hellige land". Mynster fandt både Grundtvig og hans disciple frastødende og forargedes over deres tale og fagter. De brugte "almindelige tale" på prædikestolen og har sikkert fægtet noget med armene. Der var åbenbart ikke rigtig stil over dem, men de bragte et nyt bud med om, at kristendom ikke først og fremmest hviler på bibelen, men skal søges i menigheden, hvor den opstandne frelser er lyslevende til stede i sit ord ved dåb og nadver. "Troens ord" ved dåben var vidnesbyrdet om den ægte kristendom.

I 1858 kom fra Avernakø en grundtvigsk præst til Havrebjerg, Paul Johan Budtz, som fik udensogns kirkesøgende. Han havde samarbejdet med Anders Jørgensen, Høng Højskole, og med den grundtvigske kreds i Ubberup, en dygtig prædikant og en elsket sjælesørger. Han nåede som sognepræst at blive ven og medarbejder med en mand, som fik afgørende indflydelse på mange felter af udviklingen i Vestsjælland, Hans Frandsen, Gudum

Hans Frandsen og hans hustru Johanne kom til Gudum i 1867 fra Årslev på Fyn. De var inspireret af forsamlingsfolkene på deres hjemegn og havde sluttet sig til Vilhelm Birkedal i Ryslinge. I hjemmet blev der sunget og læst højt af Birkedals postil. Fra Hans Frandsens optegnelser aner man brydningerne i ungdomsårene på Fyn. Han fortæller om forsamlingsfolkene, at de var som flest uanseelige småfolk i verdens øjne. Men han var glad ved dem og mindedes deres barnlige og inderlige kærlighed. Men så fortsætter han: "Imidlertid kom den store foryngelse efter treårskrigen, og kampen mellem forsamlingsfolkene og den grundtvigske anskuelse kom stærkere frem, efter at Birkedal var kommet til Ryslinge som præst 1849". Hans Frandsen understreger, hvordan den grundtvigske forkyndelse nu giver ham et friere syn på kristenlivet end det, han fik hos forsamlingsfolkene. Nu skal man huske, at han i 1849 kun var 17 år gammel, hurtigt efter blev han iøvrigt selvstændig, da forældrene døde, og han stod med ansvar for en søskendeflok.

Allerede inden han var 30, var han en anset bonde, som både blev udnævnt til sognefoged og til sogneforstanderskabet.

I 1840'erne havde præsten Otto Laub i Ryslinge til en ven skrevet: "I kirken optræder præsten, ikke menigheden". Han havde set, at menigheden i de gudelige forsamlinger var begyndt på noget uden præst. Men nu var Grundtvigs salmer takket være de mange unge præster, som i de år blev påvirket af hans tanker, ved at være sunget ind i menigheden. Menigheden blev mere og mere aktiv, og her i Ryslinge skete der altså faktisk det, at præsten Vilhelm Birkedal under røret i 1860'erne (et ungdomsoprør!), ikke var til at komme udenom - på grund af menigheden, som ikke ville slippe ham.

Efter lang politisk kamp endte det med forliget i 1868, hvor loven om valgmenigheder blev vedtaget af et mindretal.

Den grundtvigske bevægelse var på een gang en folkelig og religiøs rejsning så dybgående som aldrig set, og den danske bondestand modnedes til en indsats uden sidestykke.

Man kan forstå, der var tilstrømning til kirken i Ryslinge, og man kan høre de gode folk ude på kirkepladsen stå og tale om grundlovskampen.

Disse livsbekræftende opvågningstider i folket var Johanne og Hans Frandsens baggrund, da de kom til Sjælland i 1867, hvor de straks med ligesindede fortsatte der, hvormed de arbejdede på Fyn.

I 1869 bliver pastor Budtz imidlertid forflyttet, som man kunne dengang, til Finderup. Efter Budtz kom fra 1869-1877 som sognepræst i Havrebjerg/Gudum A.E. Mejnert fra Fjaltring, og efter ham kom en betydelig præst i årene 1878-1888, pastor F.V. von Bülow, en slægtning til generalen. Han fik den besked i Gudum, da han kom, at han kun behøvede at holde gudstjeneste der engang om måneden, mere syntes folk ikke var nødvendigt. Han var en mand med en stærk selvkritik, præget af Indre Mission. Meget ofte forrettede han også gudstjeneste i Ørslev-Solbjerg, når Vilhelm Bech var bortrejst, og det rygtedes at ministeriet ville forbyde Bech at rejse, fordi man mente, at han forsømte sine sogne.

Bülow rejste ind til ministeren, og da de sædvanlige indledninger var overstået, rejste han sig i sin fulde højde og spurgte, om ministeren ville vove at forbyde Bech at rejse, fordi præsteembedet i Ørslev blev forsømt, når han, Bülow, havde lovet at påtage sig ansvaret derfor?

Derefter fik Beck lov til at fortsætte sine møderejser. Iøvrigt havde konfirmanderne, især drengene, meget godt at sige om Beck. Han forlangte, at børnene, hvoraf et stort tal allerede var ude at tjene, skulle komme til præst kl. 9 om formiddagen - men han begyndte aldrig forberedelsen med dem før middag. Han vidste noget om, at det godt kunne have brug for lidt tid til at lege. I Beck har man også eksemplet på, hvor langt grundtvigianisme og Indre Mission gik hånd i hånd. Han var ivrigt med, da Vallekilde Højskole skulle i gang. Først senere skiltes vandene, især på grund af grundtvigianernes uafhængige forhold til Bibelen og deres ivrige deltagelse i alle folkelige anliggender. Det forargede en del af de vakte, der netop samlede sig om bibellæsning og "det ene fornødne".

Man har sagt, at de to store vækkelsesbevægelser - grundtvigianismen og Indre Mission - var personificeret i Grundtvig og Søren Kierkegaard. Til en vis grad kun. De to forstod ikke hinanden. Større modsætninger kunne ikke tænkes, men i deres forfatterskab belyste de nok to sider af den samme sag. Grønbech siger et sted: "Skæret fra deres forfatterskab går ud og belyser kulturens allerdybeste kampe i vor tid".

For Kierkegaard kom alt an på den enkelte. "Den enkelte forholder sig først til Gud og så til menigheden". Det er sagt, at han gjorde den enkelte til grundled og Gud til forholdsled. Det imod var og er kernen i Grundtvigs kirkelige anskuelse, at Gud er grundled, den der handler over for mennesker. Og Gud kommer som et helt rige til os. Det rige lader han udfolde sig i hans menighed:

Midt iblandt os er Guds rige
med Guds ånd og i Guds ord,
i Guds menighed tillige
gæster ved hans nådebord.

Den enkelte interesserer ikke Grundtvig. Det menneskelige har for ham kun betydning i forbindelse med det folkelige. Tager du ikke del i folkets liv, forkrøbles din tilværelse. For ham måtte der have været et inderligt samspil mellem kristenliv og folkeliv.

Mennesket først og kristen så,
kun det er livets orden -

Når man i dag ser på det historiske forløb, fornemmer man, hvorledes mange af Grundtvigs lærde væbnere gjorde Johannes Døber-gerning, f.eks. i folkehøjskoler.

Meget af det samme gjorde Hans Frandsen i Gudum. I 1870'erne regnedes han og præsten Peter Rønne i Sønderup, iflg. Klaus Berntsens bedømmelse, for de betydeligste inden for den grundtvigske retning i dette område. Det var en ære at komme til at tjene i det frandsenske hjem. Der var i årenes løb karle og piger fra hele landet, som senere kom til at indtage betydelige stillinger. Redaktør Hans Jensen sagde, at af Hans Frandsens rige livsgerninger var denne "ungdomsskole" måske det allerbetydeligste. "Jeg har aldrig i det hele truffen så interesserede unge som i dette hjem", skriver han. "De måtte arbejde ... og så lærte de også tarvelighed og nøjsomhed. Alt var solidt og godt, men uden overdrivelser af nogen art. Intet blev klattet bort. Det var det afgørende ved denne opdragelse, at mand og kone var foregangseksempler. Her var ingen forkælelse, men en gennemført lighed i dagliglivet."

Hans Frandsen havde fået meget af Kold gennem et langt venskab og kunne mange af hans fyndord. På Sjælland var det Ernst Trier, så længe han levede, at Hans Frandsen satte højst. Han var nok også den af de store højskolemænd, der stod Kolds skolesyn nærmest. De to gæstede hinanden, og hjemmet i Gudum var bedested for Triers elever, hvor de kunne overnatte og for forplejning til og fra skolen. Dengang var der ikke noget med, at de unge på højskole lige blev kørt af mor eller far - endsige selv havde køretøj. De unge kendte bedst "apostlenes heste", de måtte gå.

Det er over 100 år siden, man begyndte at holde "efterårsmøder". Trier kaldte det ganske vist for "Gammelmandsmøde". Det varede en uges tid - Hans Frandsen og nogle af husets folk var med hvert år på Vallekilde Højskole.

Hans Frandsen var meget selvstændig i politik, og derfor kunne bondevennerne ikke altid få ham til at makke ret. Han var den første, som hjalp Tauber, da han ikke længere kunne klare udgivelsen af "Sorø Amtstidende". Han sad i mange år derefter i bladets bestyrelse, altid kæmpende for, at det holdt linien som en god folkelig avis. Sådan blev han også den første formand for andelsslagteriet, og han sloges for de mindre landmænds kår i Husmandskreditforeningen.

Peter Rønne rejste fra Sønderup i 1898, han var søn af Indre Missions formand, pastor C. F. Rønne i Høve, i et slægtled var han grundtvigianismens talsmand i Sønderup, sognebåndsløserne kom helt fra Vemmelev, Gimlinge, Fårdrup, Landsgrav og Boeslunde, 150 var de, og hjemme i Høve holdt han gudstjeneste, hvor de mange, som i 1880 oprettede valgmenighed i Høve, kom med, mens hans gamle missionske far frydede sig. I præstegården i Sønderup var der folkelige og kirkelige møder med mange hundrede deltagere.

Efter Rønnes afgang søgte Hans Frandsen til Niels Dael, som just da var begyndt præstegerningen i Høve, som nu var blevet frimenighed.

I Havrebjerg afskedigede pastor Brockdorff sig selv i 1897. Han konverterede til katolicismen. Derefter var sogneembedet vakant i tre år, hvor flere vikarer afløste hinanden.

Da der nu år 1900 skulle ansættes ny præst, søgte en deputation hos kirkeministeren om, at højskoleforstander L. N. Lundbye, Høng Højskole, som var cand. theol. måtte få embedet. Det blev afslag.

Da beder Niels Daels venner, Hans Frandsen og sønnerne i Gudum og Havrebjerg, Lars og Frands, samt N. P. Olsen, om han ville komme og tale i Havrebjerg forsamlingshus to gange månedligt.

I år 1900 blev H. G. Heiberg udnævnt til sognepræst. Ved en bispevisitats året efter udtalte biskop Rørdam, at "det måtte gives ham at samle, hvad der ved fortidens forsømmelser var spredt", men det formåede Heiberg ikke, skønt meget tyder på, at han havde god vilje.

Efterhånden opstod tanken hos de grundtvigske om at danne frimenighed. Tidligere havde man i den anledning søgt om at få lov til at benytte sognekirken til gudstjenesterne, men det blev som nævnt afslået af ministeriet, og den 3. februar 1904 samledes en snæver kreds da hos Lone og Frands Frandsen på Holmegård i Havrebjerg for at drøfte tanken om at bygge en kirke. Efter al sandsynlighed har de da allerede haft både nogle skitser og nogle overslag over omkostningerne. Overvejelserne var lange og grundige. Gårdejer Peder Olsen, Gierslev siges at være den, der kom med det forløsende ord. Hans datter, Margrethe Rasmussen, som kom til at bo i Hejninge, gik dengang til præst hos Niels Dale i Høve og boede den vinter hos præsten. Muligvis har hun også hjulpet med husgerning. Dael var jo enkemand i de år. Hun deltog i mødet og fortæller: "Der var mange mødt op rundt omkring fra, og der blev talt meget frem og tilbage. Det var også en stor sag at tage stilling til. Til sidst blev de enige om ikke at gøre noget eller i det mindste at udsætte det - så rejste min far sig op og sagde: "Der er ikke mere at betænke sig på, nu bygger vi". Og så var der ingen, der sagde noget imod, men de blev så rolige og gav sig til at synge."

Af alle udsagn forstår man, at ingen i grunden havde noget ønske om at bryde ud af sognefællesskabet.

Den helt aktuelle årsag til, at der dannedes en frimenighed i Havrebjerg var altså nok besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men det bunder dybere, f.eks. var skoleforholdene i Gudum som mange andre steder under al kritik, og derfor var mange forældre også i de dage så "bevidstgjorte", at de sammen søgte at danne små skolesamfund efter Kristen Kolds tanker. I friskolen mødtes de da også til møder, hvor de naturligt kom til at tale om både folkelige og kirkelige problemer. Da derfor den aktuelle situation opstod, kan man sige, at den folkelige baggrund for at foretage sig noget var solid, og fællesskabet kom til at stå sin prøve.

Med frimenighedens oprettelse var sognets åndelige enhed dog brudt. Pastor Heiberg optrådte smukt ved kirkens indvielse den 25. september 1904. Havde endog indkvarteret nogle af gæsterne og takkede Niels Dael for, at "han var kommet for at hjælpe ham".

Indre Mission byggede samme år missionshus, der indviedes den 19. september - altså en uge før frimenighedens kirke. I øvrigt kan det konstateres, at flere familier, som sluttede sig til frimenigheden, i de første år stadig blev stående som medlemmer af deres sognemenighed og betalte den sædvanlige kirkeskat, det gjaldt bl.a. Lone og Frands Frandsen.

Det kom til at koste 14.000 kr. at bygge kirken. Der har ikke skullet mange tilladelser og formularer til, thi kirken stod op af jorden i løbet af tiden fra februar til september. Folk kørte selv grus og sten og deltog i byggeriet. Som beskrevet andetsteds var Eyvind Mørch, Daels gode ven, arkitekt og fik skabt en smuk kirke, som slægten frydes ved den dag i dag. Hans kone, malerinden Gudrun Trier Mørch, en datter af Ernst Trier, dekorerede korbuen.

Jørgen Dilling-Hansen

Formænd for menighedens styrelse

To formænd: Vagn Pedersen (tv) og Hans Frandsen, begge Havrebjerg

1904 - 1926 Frands Frandsen, Havrebjerg (gift med Lone Jørgensen)
1926 - 1944 Jens Olsen, Løve (gift med Henriette, født Sørensen)
1944 - 1953 Kristian Larsen, Årslev (gift med Maren, født Jørgensen)
1953 - 1962 Hans Peder Pedersen, Krænkerup (gift med Sonja Greve)
1962 - 1982 Hans Frandsen, Havrebjerg (gift med Ingeborg, født Madsen)
1982 - 1992 Vagn Pedersen, Havrebjerg (gift med Annelise)
1992 - 1994 Frede Hansen, Slagelse (gift med Birthe)
1994 - ____ Jørgen Bjerregaard, Tjørnelunde (gift med Ellen, født Frandsen)
 

Præster:

1904 - 1942 Niels Dael (gift med Amelie Ståhl)
1942 - 1962 Erling Bugge (gift med Anna, født Otzen)
1963 - 1992 Jørgen Dilling-Hansen (gift med Dagny Sigrun Bredkjær)
1992 - ____ Iben Merete Snell

Niels Dael

Niels Dael.

Biskop Berggrav sagde engang om ham: "Niels Dael repræsenterer det usædvanlige. Vi holder mest af det jævnt almindelige, det ufarlige. Men Niels Dael er en farlig mand, som ikke bryder sig om andre end Gud. Han kan vælte os alle med al vor formalisme"

Et billede af denne mærkelige mand tegnes i det følgende af Erik B. Nissen.

Jeg husker, da jeg som student første gang hørte Niels Dael prædike. Det var i Frue kirke i Roskilde, hvor en lille fri kreds samledes om ham. Han talte om bønhørelse, og om at det vel ikke var alle bønner, der var efter Guds sind. "Sådan stod jeg engang, mens jeg var soldat, vagt ved kasernen, og så ønskede jeg såmænd, at kasernen måtte brænde, og det var jo ikke noget videre fromt ønske - vel?" Og så lo han, så det rungede under hvælvingerne. Aldrig havde jeg hørt noget lignende. Men han havde folk med sig. Når min kone og jeg, efter at vi var kommet til Antvorskov, af og til tog cyklen for at være med til gudstjeneste i Havrebjerg, skete det flere gange, at havde fornemmelse af, at Daels prædiken direkte sigtede på os og skulle give hjælp i vore vanskeligheder. Jeg tror såmænd, at de andre i kirken havde samme fornemmelse, at den blev holdt til dem personligt. - Det var vel dette, at den var så central og gik sådan i dybden, at den talte til os alle om noget eksistentielt, noget, der vedrørte hver enkelt af os, noget personligt i vort liv.

Denne evne havde han fundet frem til under sin gerning som præst for de danske i Argentina. Det stod for ham som en lykkelig tid, og aldrig undlod han i kirkebønnen at bede for "de små kredse på Pampassletterne". Da jeg i sommeren 1951 fortalte ham, at jeg skulle på foredragsrejse til Argentina, udbrød han: "Lykkelige menneske!"- Da jeg dernede bragte hilsen fra ham og fortalte, hvad han havde sagt, var der nogle af de gamle, der mumlede, at det vist knapt havde været så lykkeligt for ham dengang. Det var jo ofte temmelige grove krabater, de danske udvandrere, men Dael forstod at give igen, som da han engang sad på vognen læsset med korn til stationen, og de otte heste omsider var spændt for, og husbonden så brølede: "Kør ad helvede til! - så råbte Dael: "Prrr! Så kommer vi vist til at have et spand mere for."

Det var hernede under de primitive, enkle forhold, med ensomme undvandrerhjem, med gudstjeneste i en jordhytte eller i en galpon, hvor folk sad på planker lagt over kasser eller knælede ved altergangen på en række sadler, at han fandt vej til det egentlige - ikke vore skrøbelige og mangelfulde meninger, men livet. Selv sagde han bagefter: "I Argentina mistede jeg det grundtvigske som anskuelse og vandt som liv." Fra da af var han en svoren fjende af de grænser, al systematisering og dogmatisering kan sætte for åndens liv og gerning. - Igen og igen kom han tilbage til det, når jeg kom på nabobesøg hos den gamle mand. "Gud har sendt mange vækkelser, den ene efter den anden. Hvorfor har han måttet gøre det? Jo, for vækkelser dør. Hvordan går det til? Jo, når Gud har sendt en vækkelse, må djævelen gøre en kraftanstrengelse, og det gør han ved at få en i vækkelsen, somme tider en af de bedste, til at lave vækkelsen om til lære. Så dør vækkelsen."

Når Niels Dale var så bange for dogmatik, skyldtes det, at han kendte den usigelige glæde, det er i samtale med en fra en helt anden lejr eller retning at finde ind til det, vi er fælles om og har fællesskab i. Meninger skiller - ånd og liv forener. Blot man kommer dybt nok ned.

Hans menighedsskole standsede i 1940 og 1943 tog han sin afsked fra præstegerningen.

Erling Bugge

Erling Bugge - præsten fra Vrejlev, uddannet til læge, men fra 1930 tillige præst for en lille valgmenighed, og samtidig medhjælper for sognepræst Bjerre i Tårs - blev frimenighedens præst i 1942.

Jørgen Dilling-Hansen

Jørgen Dilling-Hansen

Ved menighedsmøde den 5. november vælges Jørgen Dilling-Hansen til menighedens præst og tiltræder den 1. august 1963. Ligesom Askov højskole var inde i billedet ved en tidligere præsteansættelse i Høve, var det gennem Richard Andersen, Askov, menigheden nu kom i forbindelse med sin nye præst. Jørgen Dilling-Hansen var menighedens præst fra 1963 til 1992.

Uddrag af Sorø Amtstidende

Ny frimenighed
Efter hvad vi fra bedste kilde erfarer, vedtoges det i aftes 3. februar 1904 ved et møde i Havrebjerg at danne en frimenighed med kirke i Havrebjerg. Pastor Niels Dael fra Høve frimenighed skal betjene begge menigheder. Kirken bygges til sommer. Menighedens medlemmer er foruden fra Havrebjerg sogn bosiddende i tilstødende sogne (Finderup, Gudum m.fl. st.) Det har været under overvejelse i længere tid at danne en sådan menighed om pastor Dael, der i flere år har samlet en kreds om sin forkyndelse såvel i Sønderup som i Havrebjerg. Man havde dog håbet som et af systemskiftets kirkelige frugter at få lov til at lade frimenighedspræsten bruge sognekirken i Havrebjerg til gudstjeneste. Men da dette bestemt nægtedes - i den henseende er der intet systemskifte - besluttede menigheden at træde ud og bygge sit eget hus. Sådant resultat fik sådanne nægtelser i Højres tid, og sådanne får de i venstres. Man holder nu engang ikke "Kirken" sammen med gamle lovparagraffer.

Det er et alvorligt skridt, menigheden har foretaget, men det er ikke gjort i letsind eller trods. Begyndelsen i aftes viste, at det var menighedens sag og kun den, man ville. Blandt dem, der er gået med er gamle Hans Frandsen i Gudum.

Fredag 4/3 1904
Til frikirken i Havrebjerg har bestyrelsen for den nydannede menighed ved gdr. Frands Frandsen, af gdr. I. Christensens enke, Havrebjerg købt en byggegrund på 3 skpr. ld.

Tirsdag 10/5 1904
Frikirke i Havrebjerg
Grundstenen til denne blev nedlagt i går eftermiddags ved en højtidelighed, der overværedes af så godt som alle de ældre medlemmer af menigheden.

Efter afsyngelsen af "På Jerusalem det ny" talte menighedens præst, pastor Dael, Høve, og han gik ud fra det bekendte skriftord: "Alting tjener dem til gode, som elske Gud". Det var ord, som mange havde været glade ved, men i den rigtige oversættelse lød de således: "Alting arbejde sammen til deres gavn, som elske Gud". Det var ord, som man havde grund til at fremdrage ved denne lejlighed, hvor man ville udtale ønsket om, at der måtte arbejdes således i dette kirkerum, at det blev til velsignelse.

Han mindede om det arbejde, der var gået forud, og de vanskeligheder, der havde været at overvinde. Fra først af havde der kun været en lille flok, men der var kommet flere til, og menigheden var nu taknemmelig for, at vanskelighederne var overvundne. Også den modstand, der havde været, havde bidraget til, at menigheden nu var kommet så vidt, at den kunne rejse sit eget kirkehus. Der måtte godt komme forskellige meninger frem her, men lunkenheden, der var det samme som døden, ville han bede Gud holde udenfor disse kirkemure. Derefter nedlagde pastor Dael den første grundsten, Hans Frandsen, Gudum den anden og kirkens arkitekt, Ejvind Mørch den tredje, hvorefter der sluttedes med salmen: "velsignelse af jordens tarv." Menighedens medlemmer samledes derefter i forsamlingshuset, hvor formanden for menighedsrådet, Frands Frandsen, Havrebjerg, pastor Dael og Hans Frandsen, Gudum talte.

Kirken kommer til at ligge nord for vejen, der fører fra stationen og til byen, lige overfor mejeriet. Grunden er lagt af tilhugne kampesten, og ydermurene bliver opført i hvide kalksten fra Stevns Klint, det samme materiale, som frikirken i Stevns er opført af. Kirken er 23 alen lang og ca. 15 alen bred, og der bliver plads til 250 mennesker. Den ventes færdig til indvielse i oktober måned.

Murer- og tømrerarbejdet er overdraget til tømrermester H. Nielsen, Blæsinge, der har overdraget murerarbejdet til murermester Henrik Christensen, Hyllerup. Snedkerarbejdet er overdraget til snedkermester P. Andersen, Slagelse. Arkitekt Ejvind Mørch, fører tilsyn med arbejdet.

8. september 1904
Havrebjerg frimenighedskirke indvies søndagen den 25. september. Valgmenighedspræst, Teilmann, Bering holder indvielsestalen

Den smukke romanske kirke, som arkitekt Ejvind Mørch har tegnet, er bygget af kalksten udsavet i Stevns Klint. Vinduerne er af støbejern og til søjler er anvendt cementrør, hvor mufferne er kapitæler, der bærer et hoved med skråt afskårne hjørner. Alt så smukt og enkelt udformet, til et hele dækkende den romanske form. Det var før bilernes tid, så præsten skulle med toget, og derfor kom kirken til at ligge så nær banen som muligt.

I Vallekilde mødte han grundlæggeren af højskolen, forstander Ernst Trier - et møde, der fik stor betydning såvel for den unge som for den ældre mand og for Ernst Triers purunge datter Gudrun. Hun har langt senere i livet beskrevet deres første møde sådan: "Når de nye elever kom, var der flag oppe og travlt. En sådan dag, vistnok den 3. november 1889 sad jeg i dagligstuen, da fader lukkede døren op, og skubbede en ung mand ind, idet han sagde: "Bliv her et øjeblik, så kommer jeg". Og til mig sagde han: "Det er Ejvind". Ja, det var Ejvind, som senere blev min elskede og min alderdoms trøst og støttestav. Vi hilste på hinanden og straks syntes jeg om ham og tænkte: "Hvor er han dog ualmindelig smuk." Han var elev i to vintre - den sidste, da jeg var rejst til Askov efter sommerferien, men kom hjem i julen, og da han kom igen efter sin juleferie, blev vi forlovede den 3. januar 1893."

Gennem Ejvind Mørchs tilknytning til det grundtvigske miljø i Vallekilde blev han i 1903 gennem pastor Dael og gårdejer Frands Frandsen opfordret til at udarbejde forslag til den kirke i Havrebjerg, som menigheden gik med tanker om.

Den 3. februar 1904 besluttedes opførelsen af kirken, som stod færdig til indvielse den 25. september samme år. Kirken blev opført i det væsentligste af Faxekalksten, hvis transport flere af menighedens medlemmer påtog sig til trods for, at det må have været en ret anstrengende køreture med hest og vogn de nær nok 10 mil til Faxe. Stilen, hvori kirken fremtrådte, var den i begyndelsen af århundredet herskende - norditaliensk renæssance med en hældning mod det nationale nordiske. Kirkens indre viser stærk tilknytning til den gammel-danske romanske kirkestil.

Mørch var som bygmester meget påvirket af en af samtidens kendteste arkitekter, Martin Nyrop, som blandt andre arbejder også havde udarbejdet tegninger til det nu så berømte øvelseshus ved Vallekilde Højskole i samarbejde med den derboende bygmester Andreas Bentsen, 1884.

Kirkens indre bærer endnu den dag i dag præg af Gudrun Triers dekorative indsats. prædikestolens bogstaver, korbuens blomsterguirlande og alterbordets udskårne bogstaver og forsidemalerier viser hendes kunstneriske evner. Især de sidstnævnte allegoriske billeder af kornaks og drueklaser som symbolet på nadverbrødet og - vinen er smukke og de bedst bevarede.

Ejvind Mørch og Gudrun Trier boede på tidspunketet for kirkens indvielse på Hindholm Højskole, hvor Mørch skulle være med til at oprette en håndværkerskole. Gudrun Trier underviste i håndarbejde og vævning. I efteråret flyttede familien, der nu havde fire børn, til et lille husmandshus lige ved gårdejer Frands Frandsens ejendom. Gudrun skriver selv: "Kønt var det ikke, men huset var meget godt med den sødeste skyggefulde have, en havedør, der gik lige ud på en plæne, så jeg hyggede mig lige fra den første dag. Vi fik også snart venner dér."

Gudrun Trier og Ejvind Mørch i efteråret 1906 med de fem børn,
som familien var blevet forøget med siden 1900. I alt fik parret 8 børn.

Alt efter hvad og hvor Ejvind Mørch havde arbejde - dels som bygmester og dels som underviser på tekniske skoler - flyttede familien rundt regnet hvert andet år til et nyt sted, og fik hvert andet år et nyt barn. Medens Gudrun og den voksende børneflok boede i Havrebjerg og lidt senere i Ny Holmstrup, var Ejvind under to somre konduktør for Martin Nyrop ved om- og tilbygning på Vallekilde Højskole 1905-07. Ernst Triers svigersøn Povl Hansen var blevet forstander for skolen ved Triers alt for tidlige død i 1893 kun 56 år gammel.

Boligen i Ny Holmstrup var efter Gudruns egen beskrivelse åndsforladt, og hun begyndte derfor snart at se sig om efter et andet sted at være. Hun skriver: "En dag gik jeg med de små en tur ud ad Slotsalléen, vi ville finde et sted, de kaldte Antvorskov ruiner. Da så jeg en bedårende gammel gård lige efter mit hjerte. Fræk som jeg tit er, gik jeg lige ind og spurgte ejerinden, en fru Møller, om der ikke var noget til leje, og min forbavselse og henrykkelse var stor, da hun mente, det nok kunne lade sig gøre til efteråret (1907). Det var en dejlig fornemmelse af flytte der til Liselund. En vidunderlig have med store og sjældne træer, en hyggelig, lav bolig - alt som vi rigtig kunne lide.

.... dér besøgte pastor Niels Dael os tit, en dag sagde han, at han ville oprette en menighedspræste-skole, bare han kunne finde et godt sted. "Du kan jo købe Liselund," busede det ud af mig - det var vel nok for en gangs skyld uegennyttigt. Dael købte Liselund. Vi boede dér under det første møde fra den 3. februar til den 16. januar 1909.

Vi byggede et lille hus i Slotsalléen i en morsom grusgrav, og dermed var herligheden på Liselund forbi. Pastor Dael solgte jord til højskoleforstander Eggert, der nu ville bygge sin højskole Antvorskov. Denne skole tegnede Ejvind, den var smuk, og dér underviste Ejvind og jeg en tid. Skolen gik godt, men Eggert døde meget tidligt."

Højskolens bygninger er nu ombygget til skole for militærnægtere.

Bortset fra nogle længere rejser, som Ejvind Mørch havde foretaget i sin ungdom, opholdt han og Gudrun sig stort set hele livet igennem i Nord-Vest-Sjælland. Gudrun Trier og Ejvind Mørch var venlige, åbne og imødekommende mennesker, der alle steder forstod at skabe sig en stor vennekreds, som de med trofasthed bevarede i kærlig erindring hele livet igennem til de døde henholdsvis i 1956 og 1962.

Lone og Frands Frandsen.

Da gamle Hans Frandsen i 1868 rejste fra Fyn til Sjælland havde han 4 sønner med, og den ældste var Frands. Han var da 10 år gammel og han hjalp til med at bygge Enggården op ovre i Gudum.

Som voksen hentede han sin kone, Lone, i Trunderup på Fyn. De blev gift i 1887 og bosatte sig på Holmegård, som blev deres hjem i 30 år. Holmegård blev bygget op som en hyggelig firlænget bondegård.

I 1888 blev Sara født og i årene derefter kom Johannes og Ester til. Sara fik en søn, og da hun ikke var gift, blev hun sendt ud at tjene, så påtog Lone og Frands sig at passe knægten. Han voksede op og sagde mor og far til dem og var 14 år, inden han fik at vide, hvem hans forældre i virkeligheden var.

Lone og Frands var begge kommet fra grundtvigske hjem og den arv de der havde med gjorde, at deres kristenliv også gik i den retning.

I et par år var der ingen præst i sognekirken og derfor gik 15 familier sammen og blev enige om at bygge en kirke og selv bestemme en præst. Den blev bygget i 1904. Frands blev formand for menighedsrådet og var det i 22 år. Til præst valgte de Niels Dael, og forsanger i kirken blev mejeribestyrer Vald. Hansen. Hvis han var forhindret var det Lone, der ledede sangen, hun havde en dejlig sangstemme.

På Holmegård skabte de to et dejligt hjem for deres børn og alle de piger og karle, som hjalp med gårdens drift. I 1907 blev der bygget et svinehus, og i dette blev der et rum til at koge kartofler, og det var helt foran deres tid. Der blev også lavet et lille badeværelse, hvor vandet opvarmedes ved damp fra kedlen, - og der blev lagt varmerør rundt i svinehuset. I 1918 overtog Elise og Johannes Holmegård og Lone og Frands flyttede op i den nyopførte villa Kirkely. Herfra tog de stadig del i skolemøderne i Løve Friskole, som de havde været med til at oprette og de nød at bo så tæt ved den kirke, hvor de tilbragte deres søndag og efter kirketid samledes mange venner om deres kaffebord.

Lone og Frands Frandsen, Holmegård, Havrebjerg.

I 1925 blev Lone syg af kræft, og hun led meget, inden hun helt afkræftet døde i 1927. Lone og Frands skænkede en tilbygning til kirken, som dengang havde samlingssal, køkken og hestestald. Frands levede mange år efter, at Lone døde, og han fulgte levende med i tidens gang og hele slægtens trivsel. Han døde i 1946.